Familien Sundstrøms historie


Om Gerner Sundstrøm, hans familie på faderens side og moderens side

Fortalt af Rita Sundstrøm, født på Samsø.

Kilder: Kirkebøger, folketællinger, og Bent Rasmussen: Samsø og dens befolkning.


Min tipoldefar var doktor Peter Christian Lund, født i København 1814, død i Onsbjerg 1891. Tipoldefar blev student fra Metropolitan Skolen i 1833. Han kom til Samsø som læge i 1853 (indbyggertallet var da i alt 5692, så man må nok sige, at her var grundlag for en lægepraksis). Han blev den sidste læge med tilknytning til Samsø Karantænestation på Kyholm.

   Han praktiserede også i Ribe. Han kom til Marstal i 1842, hvor han fik datteren Anna Dorthea Kromann i 1844 og han selv blev overskibslæge i 1846. Men han blev ikke gift med Annas mor, men betalte til barnet. 1847-53 var han læge på Bornholm i Svaneke. Min tipoldefar blev gift med Marie Cathrine Schou fra Bornholm, født 1832 (død 1926). De fik 6 piger og 3 drenge, men 2 af dem døde i 3-års alderen. De fire af børnene udvandrede fra Samsø til Illinois i USA. Den ene af pigerne, Alexandra Lund (1867-?), sejlede med skibet ”Thingvalla”, som dog først var sejlet omkring Norge, og her mødte Alexandra en nordmand, som hun blev gift med i USA.

   Doktor Lund døde i 1891, Marie Lund døde i 1926 på Forsorgshjemmet i Svendborg.













Peter Christian Lund


Oldemor, Anna Dorthea Lund (1844-1925), blev konfirmeret på Samsø den 17. april 1859, hun blev gift med Petter Sundstrøm, som var svensker, født i 1833 i Norrköping i Sverige. Hans forældre arbejdede på klædefabrikken der, men de døde, da han bare var 15 år gammel. Hvordan og hvorfor han kom til Samsø, kan jeg ikke berette, da det har været svært at finde oplysninger herom. Oldemor og oldefar blev gift i Onsbjerg Kirke i 1873, og med til brylluppet var Gustaf Sundstrøm fra Chicago. Han var farmer og oldefars broder (eller hans farbroder?). Oldefar og oldemor fik 6 børn, hvoraf de 4 døde, men min farfar, Frants Sundstrøm (1876-1950), overlevede, sammen med sin lillesøster Martha. Min oldefar, Petter Sundstrøm, døde af dysenteri i 1885, da han var 52 år gammel. Min oldemor giftede sig igen med bagersvenden Kristian Deleuran (1861-?), som kom fra Horsens. De fik en datter i 1886. En annonce i Samsø Avis 1889 viser, at deres hus (matr. nr. 25, Onsbjerg by og sogn) gik på tvangsauktion, hvorefter de flyttede til Horsens. I Horsens boede de i en lejlighed hvor Deleuran bagte brød og småkager, som han solgte på torvet. Ifølge oplysning fra folketælling flyttede de i 1903 til Helsingør.


Frants Sundstrøm, min farfar, blev på Samsø, da hans mor flyttede til Horsens. Han boede ved sin bedstefar, doktor Lund, og må efter sin konfirmation være rejst til Helsingør, hvor han kom i lære som snedker. Hans søster, Martha (1882-?), fulgte med moderen, men kom senere til København. Her mødte hun en sømand som hun giftede sig med. Hun fulgte med ham ud at sejle på det skib, som han arbejdede på. Deres første barn blev født i Hamburg, men hun blev senere skilt fra ham, og mødte så sin 2. mand. Hun arbejdede som sangerinde på Bakken og som skuespillerinde. Hun fik en søn, som blev far til sangerinderne Lecia og Lucienne (f. Jønsson).


Farfar (Frants Sundstrøm, 1876-1950) blev uddannet som snedker. Jeg har læst, at man dengang skulle gå 2 år på ”valsen” for at vise sin kunnen og lære mere inden for faget. Han må derfor have meldt sig ind i en forening af ”navere”. Jeg blev overrasket, da jeg engang så hans naverdragt, som min faster tog ud af et klædeskab og viste mig. Han gik altid til fods. Da han blev tilbudt en cykel af sine 2 sønner, takkede han nej. Han arbejdede helst med at lave vinduer og døre, men der blev også lavet skabe og kister. Han mødte min farmor, Laura Jensen født (1876-?), på Fyn. De blev gift i Svendborg og flyttede til Samsø til huset på Østervangen 32 i Onsbjerg. Det første hus brændte, og han opførte selv det hus, som ligger der i dag. I en tilbygning til huset indrettede han værksted, så han kunne drive virksomhed herfra. Min farmor var syerske og havde en symaskine (Singer med trædefod), hvorpå hun omforandrede tøj eller syede nyt tøj til folk på øen. Min farfar var musiker og havde klaver. Han kunne mange svenske folkemelodier, dem havde han nok fået ind med modermælken. Han lærte sine børn at spille på harmonika efter gehør. Når der var forsamling i en forening, eller der var ildebrand, eller der skulle kaldes på hurtig lægehjælp, gik han rundt i gaderne i byen og slog på tromme, bytrommen, for at kalde folk til. Der var forskellige slag, som han slog, alt efter hvad der var sket. Farmor og farfar fik 9 børn, 5 piger og 4 drenge. De to af børnene blev på Samsø: min far og en søster, som havde et handikap. De andre rejste til København. En af drengene blev entreprenør, en anden arbejdede på Carlsberg, én blev trykker på et blad og den fjerde blev betjent. Den ene af pigerne arbejde med rengøring indtil sin pensionering, én arbejde mange forskellige steder men blev senere den første kvindelige buschauffør ved Københavns Sporveje. Én forpagtede sammen med sin man en benzinstation.


Gerner Viggo Sundstrøm (Ritas far) fortæller:

Jeg kom i skole som 6 årig. Lærerinden hed frk. Holm, og hun boede på skolen i Onsbjerg. Hun havde 2 rum: et lille køkken og et soveværelse.

   1. klasse mødte fra kl. 13 til 15 hver dag, og 2. klasse fra kl. 8 til 11 hver anden dag. Vi havde en bog med alle slags dyr. Det var nemt at stave, og vi blev hørt efter alder. Som 11 årig arbejdede jeg ved savværket. Efter at jeg blev konfirmeret, kom jeg til Kolby hos Jens Ladefoged, hvor jeg fik en gammel cykel at køre på. Smeden satte nye dæk og slanger på, og det kostede 1,50 kr. Derefter kom jeg til at arbejde hos bager Vendelbo i Onsbjerg, hvor jeg fik 2 kr. (om ugen?) og kost og logi, + 1 kr. ekstra for at gøre rent i svinestien. Jeg kørte engang på cykel til Sælvig med 10 rugbrød og en gris. Han havde også 4 køer. Jeg kom i lære som bager, men jeg var altid sur om natten, når jeg skulle op kl. 2, og en gang smed jeg min sko efter ham (Vendelbo), da han vækkede mig. Jeg ville bare sove videre. Jeg regnede med, at han kom igen for at hente mig, men det gjorde han ikke, så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte stå op.

   Når jeg skulle til Nordby med brød i hestevognen, sørgede jeg altid for at have brød med i lommen til den, så fandt den selv vejen, som den kendte, for den havde kørt turen mange gange. Jeg kunne så få en lur ind imellem. Når den standsede, vidste jeg at, der skulle jeg så ind med brød.

   Jeg skulle hjælpe med alt hos Vendelbo. Jeg har oplevet at stå og hakke kød en halv dag.

   Da jeg var færdig som bagerlærling, tog jeg en tur til Galten, men jeg kom jo tilbage, for der var en pige, som jeg havde et godt øje til. Jeg blev gift i 1938. Og det år kom jeg til at arbejde hos Jens Buhr Holm i Onsbjerg.

   Der var 1 bager i Onsbjerg og 3 købmænd, 1 brødudsalg i Ørby og Kolby, en ølbrygger i Onsbjerg, én i Tranebjerg (brygger Madsen), 2 købmænd i hver by, 1 materialist i Tranebjerg, ved Besservej var der et lille sted, hvor man kunne komme ind og købe sodavand og kaffe, et andet sted kunne man købe cigarer og slik. Landgraveren (sandgraveren?) havde brød til heste, og her kunne de også få vand. Folk måtte selv hente vand ved (vand?)værket, når det frøs.

   Jeg havde altid arbejde, for jeg var ikke bange for at tage det, som der var: På muddermaskinen i havnen; at læsse tørv og briketter under Krigen; ved PS (P.S. Pedersen, Ballen?) for at lave kartoffelkasser; på teglværket (her fik man kun 52 kr. om ugen); jeg hakkede roer på Frydendal og tog høstarbejde; ja, der var altid bud efter mig. Jeg havde også 3 måneder, hvor vi skulle flytte el-pæle, vi skulle holde dem, selv om der var spænding på, så vi gik med ”pæle-sko” for ikke at få stød. Jeg arbejdede i mange år hos købmand Rasmussen i Ballen; han sagde ”jeg har altid arbejde til dig, du har jo mange børn at forsørge”. Jeg havde et godt arbejdsliv. Der var altid nogen at snakke med, og havde jeg ikke madpakke med, fik jeg altid lidt af de andre, eller jeg kom ind til Rasmussen og spise. Et andet sted, jeg arbejdede, skulle vi 2 mand ind for at spise, men jeg havde set, at det gode kød stod hos manden selv, og konen satte så noget frem til os, som hun tog fra kælderen. Men ham, jeg sad ved siden af, havde fået en mus i suppen, som sikkert var faldet derned, mens maden stod i kælderen. Så tog jeg noget af det gode kød fra Rasmussen og gav til os tre. Der blev ikke sagt noget!


Rita fortæller videre:

Som bager arbejdede min far mest om natten. Han fik fri om morgenen ved 7-tiden alt efter, hvor meget der skulle bages af brød, wienerbrød og wales-boller. Han kunne lige nå at hjælpe en landmand med at fodre hans køer og grise og med at malke. Om foråret kunne han lige nå at pløje og så, inden han skulle hjem og sove, for at være klar til at stå op igen og gå på arbejde i bageriet kl. 2 om natten. Han havde også job som dørvagt, når der var bal på hotellet (Onsbjerg Hotel). Det var gerne lørdag og søndag, og når ballet sluttede, tog han på arbejde i bageriet.

   En tid kørte han lastbil; han hentede gods ved færgen og bragte det ud til folk, som havde bestilt et eller andet stort. Det var hos Ejner Mortensen, som også havde en traktor med redskaber til at arbejde med i marken. I 1960 tog det rigtig fart med maskiner inden for landbruget. De små landbrug havde svært ved at låne penge til at købe maskiner for, og så opstod fænomenet maskinstation.

   Om vinteren, når der ikke var meget arbejde at få på øen, havde nogle til opgave at rulle rottegift og derefter at lægge det ud, hvor der fandtes huller i skrænterne ved åerne og ved huse og gårde. Han var også med til at grave kabel ned for Jysk Telefonselskab. Her kom han hjem og fortalte, at kollegerne havde sagt, at han ikke skulle være så hurtig med gravearbejdet; de havde jo ikke travlt!

   Han var også en tid på Vesterholm (destruktionsanstalt), som havde med døde dyr at gøre. Og ved tyregården i Brundby arbejde han også. Børnene var bange for at gå hjem fra skole, når tyrene var ude på græs, for måske havde de revet sig løs? Skolen lå jo lige ved siden af gården.

   Han arbejdede også med at tærske korn. Her kørte man fra gård til gård med et tærskeværk. Der var så en mand, som skulle smide neg i maskinen og to, der skulle smide negene hen til ham. En anden skulle tage sække med korn fra, én skulle læsse på en lastbil eller en vogn, som så kørte sækkene til kornlageret i Ballen.

   En gang skulle min morbroder smide neg i maskinen i stedet for min far, mens far spiste sin mad. Pludselig lød der et skrig, og maskinen blev standset. Lige der, hvor halmen kom ud af maskinen, sad far og spiste, da han så en tommeltot og en halv pegefinger komme ud oven på halmen. Han skyndte sig at putte dem i sit lommetørklæde, som han gav til dem, der kørte morbroder til sygehuset. Men her sagde de, at det var for sent at sy dem på igen. Morbroderen levede med sit handikap til han døde som 96 årig.


Min mor, Karen Sørensen (1917-1988) var datter af Bertel Sørensen, som normalt bare blev kaldt Bertel.  Han arbejdede i mange år på Brattingsborg Slot, hvor han havde med mandskabets heste at gøre. Hans kone, Lise, arbejdede også på Brattingsborg som mejerske. Hun kom fra Jylland, og de mødte hinanden der på godset.

   Bertel arbejdede, som jeg husker det, med at røge makreller og sild. Han kørte rundt på en cykel for at sælge fisk, og hans slogan var: Fisk er godt, men sild er bedre”. Han fik senere en ”Long John” cykel, og siden kom der motor på. Senere igen anskaffede han sig en bil, Ford A, hvor fiskene så kunne stå bag i bilen. Den lugtede godt af fisk, når nogen skulle låne den, hvilket man ofte gjorde på Samsø. Min bedstemor (Lise) var ikke udearbejdende, efter at de blev gift.

   Deres piger rejste til København eller andre steder på Sjælland for at arbejde ”i huset”. Den ældste syede for Dahls Varehus. De andre arbejdede, indtil de blev gift. Den ene vendte tilbage til Samsø, hun begyndte med at lave en sommerkiosk.


Min far og mor fik 8 børn, de fire blev født i Onsbjerg. Ved siden af kirken lå et bindingsværkshus med 2 lejligheder, hvor vi boede i den ene. Men det var jo småt med pladsen, da der kom flere børn til, så vi flyttede til Ørby, hvor vi boede i en lejlighed i et langhus. Herfra kom jeg i skole som 6 årig. Det var også i Ørby, jeg lærte at cykle. Smedens dreng havde en cykel, og det var der ikke mange, der havde. Han sagde, at jeg godt måtte låne den, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme op på den, for det var jo en drengecykel med stang! Men mange steder ved gårdene var der et bord (mælkebord) til at sætte mælkespandene på. Derfra kunne jeg komme op på cyklen og støde fra med det ene ben. Sådan lærte jeg at cykle, og det var jo godt.

   Jeg kom i første klasse i Brundby Skole, og jeg husker mest, at jeg gik til skole.













Her kommer en linje af Ritas aner:

Rita Sundstrøm (1942 - )

Ritas far: Jens Gerner Viggo Sundstrøm (1910 - 2002)

Gerners far: Frants Godtfred Sundstrøm (1876 - 1950)

Frants’ far: Johan Petter Sundstrøm (1833 - 1885)

gift med Anna Dorthea Elisabeth Lund (1844-1925)

Annas far: Peder Christian Lund (1814 - 1891)

Peders far: Rasmus Jessen (1789 - ?) (omtales ikke i teksten)

Rasmus’ far: Jes Jessen Lund (1741 - ?) (omtales ikke i teksten)





Bagerst: Gerner og Robert

Forrest: Anna, Emma og Karen